FSO er et undervisningstilbud til alle grundskolerne – elever og lærere - i Odense Kommune. Projekter og materialer opstår i samarbejde med kirkerne indenfor kommunegrænsen, (Hjallese og Skt. Knuds Provstier), lærere på grundskolerne samt andre institutioner og personer.
Undervisningsministeriets Fælles Mål er den naturlige ramme omkring ethvert initiativ. Det vil sige, at du altid kan vinge nogle af pindene under trinmålene for faget af, når du har gennemført et projekt fra vores hånd.
Det er et klart mål for FSO, at materialerne er for ALLE børn i grundskolen – dvs., at alle børn skal kunne se sig selv, sit eget liv, sin egen baggrund inddraget relevant i undervisningen.
Der er fokus på at kvalificere samtalen og samarbejdet i mødet mellem mennesker, når det drejer sig om trosmæssige, etiske og religiøse forhold og fænomener.
FSO udarbejder og tilbyder tværfaglige undervisningsforløb og projekter med afsæt i faget Kristendomskundskab for alle klassetrin. Alle forløb kan dog bruges i Kristendomskundskab alene.
Projektlederen aftaler gerne at give en ekstra hånd med i mindre omfang i et forløb i undervisningen både i forberedelsen og/eller i en lektion.
Vi arrangerer kurser og samtale-dage for lærere, præster og andre interesserede. Specielt er der som optakt til flere af projekterne et introduktionskursus på 2-3 timer.
Alt udbydes gratis, men udgifter til transport, forsendelse o.l. kan forekomme.
Vi ønsker, at FSO skal opleves som en ekstra ressource – en hjælp - i skolehverdagen. Vi arbejder på, at det at beskæftige sig med religiøse og etiske emner og dilemmaer kvalificeres mest muligt for både elever og lærere.
Skoletjenesten er lokalt funderet. Dvs., at den fortrinsvis trækker på lokale kræfter og de muligheder for videnserhvervelse, der ligger i de lokale kirker og kulturinstitutioner.